DEN SEXOLOGISKE FILMKANON

Film, der har kroppen, kønnet eller seksualiteten i centrum, dukker med jævne mellemrum op i Biffens filmprogram. Det gælder både de store klassikere og de smalle nichefilm med spirende talenter i rulleteksterne. Det sker, når vi i samarbejde med Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet inviterer til ”Sexologisk Filmkanon” i Biffen.

Filmene introduceres af sexologiprofessor Christian Graugaard, der mener, at man ganske vist kan lære meget om sex ved at læse i tykke fagbøger, men at den teoretisk sexologi bør suppleres med film, drama, billedkunst og litteratur. Graugaard har selv fungeret som faglig konsulent for spillefilm som ”Nymphomaniac” (2013) og ”The Danish girl” (2015). 

Siden 2013 har ”Den Sexologiske Filmkanon” blandt andet vist film som ”Sidste tango i Paris” (Bertolucci), ”Lolita” (Kubrick), ”Shame” (McQueen), ”Det erotiske menneske” (Leth), ”Nymphomaniac” (von Trier) og ”The loss of sexual innocence” (Figgis).

”Den Sexologiske Filmkanon” er åben for alle.