COSTA DEL NORDKRAFT 2025

3. juli - 31. juli - Gratis solnedgangsfilm i Kedelhallen

Bare tæer i strandsand, lyden af bølgeskvulp, sus i palmerne, varme, læ og tørvejr, is til børnene og et køligt glas i hånden. Lyder det som den perfekte sommer? Så skal du besøge Kedelhallen i Nordkraft, som i 5 uger omdannes til "Costa Del Nordkraft", et indendørs ferieparadis med sand, strandmøbler og legetøj til børnene. På stranden byder Skråen, Azzurra, Den Rytmiske i Nordkraft, Biffen m.fl. på oplevelser og aktiviteter for hele familien om dagen, og spændende events for unge og voksne om aftenen.

Hver torsdag kl. 21:30 viser vi solnedgangsfilm på det store lærred i Kedelhallen. Baren åbner kl. 20:30.

Fri entré!

 

 

DRENGEN OG HEJREN

Kedelhallen, 31. juli kl. 21:30 - gratis

Kejseren af animationsfilmen er klar med sin seneste (og formodentlig sidste) film – kronen på værket efter en lang og fantastisk karriere i filmens tjeneste. ’Drengen og hejren’ byder på alt, hvad man kan forvente fra Hayao Miyazakis hånd: Animation fra allerøverste hylde (og som altid håndtegnet), et gribende og medrivende menneskeligt drama og masser af udflugter ind i en fortryllende eventyrverden, som kun Miyazaki kan kreere dem – med inspiration fra den japanske mytologi og med tråde tilbage til mesterværker som ’Chihiro og heksene’. I tilgift er ’Drengen og hejren’ den efterhånden 82 år gamle mesters mest personlige film til dato.