FILMKLUBBEN

'De Smukke og Særlige' er Biffens egen filmklub for prisvindende og anmelderroste premierefilm. Filmene er håndplukket af Biffens personale, og det er film, der ofte kun kan ses i art cinemas som Biffen. Smukke, særlige og originale film, som fortjener et stort publikum. 

Billetter til de enkelte filmvisninger sættes løbende til salg.

 

MEDLEMSKAB 2024

Medlemskab kan købes online via NemTilmeld eller i Biffens Café.

Ved køb af medlemskab (50 kr.) får du et klippekort til alle sæsonens 5 film. Hvert klip giver dig ret til filmklubvisningen søndag eftermiddag til en pris á 50 kr. inkl. en kop kaffe (samt oplæg eller sødt til ganen). Du kan alternativt se filmen til de ordinære visninger.

 

NYHEDSBREV

Hold dig orienteret om filmene og eventuelle ændringer via filmklubbens nyhedsbrev. Tilmeld dig 'De Smukke og Særlige's nyhedsbrev ved at påføre din mailadresse, når du køber dit medlemskab. 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes.

Spørgsmål: stine@biffen.eu.

 PROGRAM FORÅR 2024

Programmet for De Smukke og Særlige er endnu en gang spækket med fantastiske filmoplevelser fra nær og fjern. Et smagfuldt fransk romantisk drama; en filmisk og musikalsk oplevelse, med Cornelis' stemme som bærende element; En tunesisk dokumentar, der blander fantasi og virkelighed; et rørende migrantdrama om to senegalesiske fætre, der rejser fra Vestafrika til Italien og et mexicansk familiedrama. Fem film der fuldt ud lever op til filmklubbens navn ''De Smukke og Særlige''.

POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET

Søndag 28. januar kl. 16. 

Rustik Nordkraft byder på en portion pot-au-feu i Biffens café før filmen. Suppen serveres fra kl. 15.00.

Pot au feu er en foddies drøm. Kokken Eugenie er uden sidestykke og hun har arbejdet for den berømte gourmet Dodin i mere end 20 år. Som tiden er gået, har gastronomi og gensidig beundring udviklet sig til et romantisk forhold. Et forhold hvorfra den ene lækrere ret efter den anden udspringer og forbløffer verdens mest berømte kokke. Eugenie er glad for sin frihed og har aldrig haft et ønske om at gifte sig med Dodin. Derfor beslutter han sig for at gøre noget, han aldrig har gjort før. At lave mad til hende.

Premiere 25. januar

 

CORNELIS VREESWIJK: NOGLE GÅR RUNDT I UDTRÅDTE SKO

Søndag 25. februar kl. 16:00 og 16:30. Forpremiere.

Musiker og foredragsholder Peter Søvad spiller og fortæller før filmen.

Cornelis Vreeswijk var en legende - og ikke kun i den hollansk-fødte troubadours adopterede hjemland, Sverige. Han var poet, sangskriver, samfundskritiker - og pænt umådeholdende i forhold til kærlighed, alkohol og stoffer. Magnus Gertten behersker virkelig kunsten at blotlægge en artist gennem dennes værk og liv. Filmen er en både filmisk og musikalsk oplevelse - med Cornelis' stemme som bærende element. Med stærk fokus på hans sympati for og kærlighed til samfundets mest udsatte.

Premiere 29. februar

 

IO CAPITANO

Søndag 10. marts kl. 16.

Biffen byder på et glas Oscar-bobler før filmen.

Filmen giver et rørende indblik i de udfordringer, som migranter står over for i deres søgen efter en bedre fremtid, og den skildrer deres utrolige viljestyrke og mod i en nådesløs verden. Det er et migrantdrama, fortalt fra perspektivet af to senegalesiske fætre, der rejser fra Vestafrika til Italien. Det, der starter som et eventyr for Seydou og Moussa, spillet af førstegangs skuespillere Seydou Sarr og Moustapha Fall, udvikler sig til afpresning, udnyttelse og død, når de bevæger sig nordpå gennem Niger og Libyen til Middelhavets rand.

Premiere 29. februar

 

FOUR DAUGHTERS

Søndag 21. april kl. 16. Forpremiere

Biffen serverer en tunesisk myntete før filmen.

Kaouther Ben Hanias 'Four Daughters' er en bemærkelsesværdig film. Ikke nok med at den fortæller en intens og hjertegribende historie om familie- og kvindeliv i Tunesien, det er også en særegen og ganske original blanding af fantasi og virkelighed. Eller rettere: Det er først og fremmest en dokumentarfilm om en enlig mor og hendes nu fire voksne døtre. Men det er også en film, som benytter sig af fiktionsfilmens virkemidler, og hvor skuespillere genopfører scener mellem moren og døtrene, fordi to af døtrene simpelthen ikke er der længere.

Premiere 25. april

TÓTEM

Søndag 26. maj kl. 16. Forpremiere

Biffen byder på mexicansk kaffe før filmen.

'Tótem' udspiller sig over en enkelt dag indenfor væggene af et charmerende og kaotisk mexicansk hjem, overværet i børnehøjde af den syvårige Sol. Sols far Tonatiuh er alvorligt syg, og hele familien mødes for at fejre, hvad der kan blive hans sidste fødselsdag. Forberedelserne til festen forstærker de allerede trykkede følelser i hjemmet, hvor alle konfronteres med sorgen over Tonatiuhs forestående død. Men selv om døden lægger en skygge over forsamlingen, er 'Tótem' frem for alt en lysende fejring af livet, kærligheden og familiens ubrydelige bånd.

Premiere 30. maj